Kampen skal spilles i aften. I London. På Wembley. Det bliver en fest at skulle følge den. Godt nok kun på tv. Men det er, hvad det er. Her er jeg glad for at have overstået endnu et kedeligt skoleår. Færdig med 8. klasse. Og ja, jeg glæder mig til efter sommerferien, hvor jeg skal starte på efterskole – 9. klasse. Det bliver godt. Endelig. Jeg kan komme væk fra bøger og få brugt nogle kræfter. Den efterskole, som jeg skal gå på, er i virkeligheden en musikefterskole, men de har et linjefag, som hedder fodbold. Jeg har valgt at spille fodbold i en periode. Ikke hele året. Så fanatisk er jeg ikke. Men jeg kan virkeligt godt lide det. Det der med at løbe efter bolden – og så løbe med bolden. Væk fra de andre – og så sende den ind til angriberen. Fed fornemmelse, når det lykkes.
Musik
Jeg har også valgt musik som linjefag. Det er jo derfor, jeg vil på efterskole i virkeligheden. Jeg er god til at spille på klaver. Men jeg orker ikke længere at forklare, hvorfor jeg godt kan lide at spille klaver. De fleste af mine gamle klassekammerater synes, at det er gammeldags og snobbet.
Selv synes jeg, at det er afslappende – og ja, jeg synes, at det giver mig fred og ro til at tænke mig om. Og det er noget, jeg har savnet. Faktisk så meget, at jeg gik ned med stress sidste efterår. Det der med at man skal forberede sig til eksamener og læse meget mere, var jeg bare ikke klar til. Det indrømmer jeg. Og da det begyndte at gå helt galt med skolen, blev mine forældre kontaktet af vores klasselærer. Hun forklarede dem, at hun kunne fornemme, at jeg ikke har det godt. Jeg var ikke længere så energisk og deltagende i timerne. Sad ligesom og gemte mig. Rigtigt nok set af hende. Hun foreslog, at vi fik en samtale alle sammen, så vi kunne finde en løsning, så jeg ville kunne fortsætte i 9. klasse.
Møder og samtaler
Så der blev indkaldt til møder og samtaler. Med lærere og skolepsykologer. Der blev talt meget hen over hovedet på mig. Mine forældre blev bekymrede. Og vi talte endnu mere derhjemme. På et tidspunkt fik jeg fortalt dem, at jeg selv synes, at jeg ikke er parat til at gå videre i skolen. Jeg ville bare væk fra den. Det førte til endnu flere samtaler – på skolen og derhjemme. På et tidspunkt kunne min mor godt se, at jeg var ved at eksplodere. Hun stoppede derfor al samtale og spurgte mig om, hvad jeg vil. Mit svar: Spille fodbold og musik.
”Godt, vi bliver nødt til at finde en efterskole, hvor du kan gøre de to ting. Vi kan ikke blive ved med at tale i det uendelige. Og jeg kan ikke holde ud at se, at du har det så dårligt. Er du med på det?” Jeg tænkte over det i en dag eller to. Og fandt frem til, at det nok er den bedste løsning for mig, hvis jeg skal videre i skolen.
