Jeg er fuld af beundring for alle de mennesker, der slider sig selv helt ned på hospitalerne i denne periode. Der er jo flere og flere, der bliver smittet med Covid-19, og det betyder flere og flere indlæggelser og flere og flere patienter, der skal i respirator og på intensive afdelinger. Det er faktisk ikke ret rart at tænke på. Tværtimod. Det er skræmmende. Det er, som om at hele situationen kommer tættere og tættere på mig. Jeg hører om det i radioen. Jeg læser om det i medierne. Jeg hører folk tale om det. Så selvom jeg indtil videre har været i stand til at styre uden om virusset – og bestemt planlægger at blive ved med det – så må jeg sige, at jeg faktisk ikke er glad for at være i nærheden af andre mennesker end min egen familie.

Læger og sygeplejersker

Jeg tænker, at lægerne og sygeplejerskerne nok også har det sådan. De har bare virusset endnu tættere på sig. Og jeg ved, at nogen af dem arbejder utroligt meget. Sådan noget med dobbelte vagter, fordi det er ikke alt sundhedspersonale, der kan håndtere Covid-19 patienter sikkert. Endnu. Det må da føre til fejl. Når man arbejder, begår man fejl. Og når man så oven i købet har været på overarbejde i flere måneder, så må der vel ske endnu flere fejl. Og her i december er det vist helt galt. De er begyndt at tale om, at man skal overføre patienter mellem regioner, så presset i nogle regioner kan afhjælpes. Ikke rart at tænke på den virus.

Krav om patienterstatning

Faktisk undrer det mig, at jeg slet ikke hører eller læser noget om, at pårørende til patienter klager over forkert – eller forsinket – behandling af dem. Der har ikke været en eneste reference til krav om patienterstatning i forbindelse med Covid-19. Måske fordi behandlingen ikke kan standardiseres. Måske fordi viden om Covid-19 stadigvæk ikke er tilstrækkelig. Jeg skal ikke kunne sige det. Det eneste, jeg har hørt i den boldgade, er, at sundhedspersonale, der bliver smittet med Covid-19, kan kalde det for en arbejdsskade. Og har de en god arbejdsskade advokat ( se her ), ja så får de erstatning.

Retfærdigt nok

Det er lidt mærkeligt at tænke på. Men klart og retfærdigt nok. De – plejepersonalet – udsætter sig jo faktisk i den grad. Deres job kan koste dem livet. Det ved vi jo. Så ja, de eller deres pårørende skal have erstatning. Faktisk synes jeg også, at man burde give dem en medalje, eller en ekstra kompensation for det pres, de arbejder under. Det må være ualmindeligt hårdt. Psykisk. Altså at skulle møde på arbejde, måske halvtræt, fordi man ikke har fået tilstrækkelig med hvile efter en dobbeltvagt, og så være professionel. Selv tror jeg ikke, at jeg ville kunne gøre det. Men heldigvis, så er der nogle mennesker, der kan.

Fra min side, så kan vi ikke vise dem, hvor taknemmelige vi er. Det har vi simpelthen ikke midlerne eller talenterne til. Vi kan skrive en sang, hvor vi udtrykker, at vi er taknemlige. Vi kan lave koncerter for dem, som en lille tak for deres indsats. Men fuldt vise dem det? Det tror jeg ikke.

Last modified: 29. december 2020